Alken Enge - massegrav ved Mossø
I Alken Enge har arkæologiske udgravninger afdækket en omfangsrig massegrav, der stammer fra tiden omkring Kristi fødsel. Hundredvis af krigere har mistet livet i et blodigt slag. På stedet, der er placeret ved Illerup Ås udløb i Mossø, er der gennem tiden fremdraget store mængder menneskeknogler og andre spektakulære fund.
De arkæologiske udgravninger
Siden slutningen af 1800-tallet har man vidst, at der lå menneskeknogler under mosejorden i Alken Enge, og fundene har gennem tiden skabt stor undren. Hvad er der egentlig sket her, og hvor kommer knoglerne fra? Lidt af sløret blev løftet, da arkæologen Harald Andersen foretog arkæologiske undersøgelser fra 1957 til 1960, men først med to nyere undersøgelser i 2008 og 2009 blev det klart, at der ville være store muligheder for udforskning af hændelser forud for ofringen og jernaldermennesket.
Fra 2011 og frem har Museum Skanderborg i samarbejde med Aarhus Universitets afdeling for Forhistorisk Arkæologi foretaget flere arkæologiske udgravninger og gjort nye spændende fund til historien.
Landskabet
Landskabet i Illerup Ådal og videre ud i Mossøområdet er helt afgørende for tilstedeværelsen og bevaringsforholdene for den ofrede hær i Alken Enge. Alken Enge har oprindeligt været en del af Mossø. På et tidspunkt har vind, erosion og strømforhold foresaget to oddedannelser, som har afsnøret sødelen i Alken Enge fra den øvrige Mossø. Ofringen af hæren er sket forholdsvis kort tid efter, at søbassinet i Alken Enge er blevet afskåret. Vandet i Alken Enge søen var stillestående, hvilket har givet gode bevaringsforhold for de ofrede menneskeknogler. Så ikke blot jernalderens guder, men også eftertidens arkæologer har nydt godt af gaven.
De dræbte krigere i Alken Enge
Lyt til denne spændende og kulturhistoriske podcast. En unik, uhyggelig og stemningsfuld fortælling fra Alken Enge.
Podcasten er skabt i som en del af Gudenårsamarbebejdet og er en del podcastserien "Åsteder - Fortællinger fra Gudenåen".