Kunst og knogler - Alken Enge
Første eSCAPE projekt fandt sted i Alken Enge i 2014 under titlen "Kunst og Knogler".
Den arkæologiske lokalitet ved Alken Enge gemmer på sporene af en massegrav fra jernalderen. Kunstner Jørgen Hansen og ti internationale hjælpere skabte i løbet af tre uger en spektakulær lerskulptur ”Ring of Bones”, som blev brændt på stedet. Brændingen blev overværet af 700 mennesker.
Lerskulpturen stod de næste seks måneder ved søens bred og kunne opleves, mens den langsomt blev eroderet af vind og regn – et forgængeligt vidnesbyrd om det, der var engang.